Om mig

Heidi Christensen

Jeg er 44 år og bor i Vadum med min mand og vores to piger.

Min personlige rejse startede i 2015, da jeg begyndte på et Mindfulness forløb. Jeg oplevede hurtigt, hvordan det kunne hjælpe mig med at finde ro og jeg deltog derefter på flere forløb. Her blev jeg nysgerrig på mere viden og kunne mærke en positiv forandring. Mindfulness gav mig nogle værktøjer til at skabe et mere nærværende liv, samt en større bevidsthed om mig selv, så jeg kunne begynde at ændre nogle uhensigtsmæssige handlemønstre. Jeg lærte også, hvordan jeg kunne vælge at agere i forskellige livssituationer med en mere accepterende tilgang.

Livet går op og ned, og det vigtigste er ikke, hvad vi møder, men hvordan vi møder og håndterer livets udfordringer.

Min interesse for mindfulness udviklede sig, og jeg valgte derfor at uddanne mig til instruktør.

Jeg har løbende taget flere kurser og er på nuværende tidspunkt i gang med en dybere uddannelse ved Akademiet for Mindfulness & livsbevidsthed. På denne uddannelse arbejder vi også med kroppen. Vores krop og sind hænger sammen, og når vi lærer at lytte og lærer kroppens signaler at kende, får vi en endnu større bevidsthed om os selv, og på den måde giver det os mulighed for at skabe det liv, vi ønsker.

Jeg er begejstret for den måde at arbejde på og af samme grund, valgte jeg at uddanne mig som Yin yoga instruktør, da den form for yoga er meget mindful og en fantastisk måde at lære kroppen at kende på.

Jeg har selv oplevet at gå ned med stress og har erfaret på egen krop, hvordan mindfulness og yin yoga har gjort en stor forskel for mig. Kombinationen af at arbejde med både krop og sind har en utrolig god synergi, som skaber balance. Derfor vil undervisningen hos mig bestå af elementer fra begge verdener.

Uanset om du er stresset, har andre udfordringer i dagligdagen, eller blot ønsker et større velvære, er jeg sikker på, at et forløb hos mig vil kunne bidrage til, at du får nogle værktøjer, der kan hjælpe til en langt større selvindsigt, og dermed skabe balance i dit liv.

Min undervisning er meget jordnær og afslappet, og her er det dig, der er i fokus.  Jeg lægger stor vægt på, at min undervisning bidrager med håndgribelige redskaber, som du kan anvende i dagligdagen, hvorved du hurtigt vil kunne mærke en effekt. Læringen foregår ikke kun i undervisningen, men i høj grad når den bliver anvendt i din dagligdag.